Moar! Hvor er du smuk – og tyk!
Modeugen er i fuld gang, og jeg er der også. På plads i Bella Centret, som jeg ellers ikke har været det i mange år – hverken som model eller journalist. For en ultrakort bemærkning gør jeg comeback på runway’en for at gøre opmærksom på en god sag. En sag der handler om at sætte fokus på mere realistiske sundhedsidealer.
For det er ikke et helt almindeligt show. Det er et show for Carmakoma, der laver mode til +size kvinder, arrangeret af folk fra modebranchen, der mener, at ’nu er nok, nok!’, når det kommer til det vor tids skønhedsideal. Et ideal som stort set ingen kan leve op til – heller ikke jeg.
Fluvia Lacerda, der er international +size model og trækplaster til Carmakomas show
Så jeg kommer til at gå på scenen i næsten ’ingenting’ og vise min krop frem, som den nu en gang ser ud i en alder af 45 år efter 7 børnefødsler og dertilhørende amning. En krop som jeg i mange år har haft det svært med på trods af mine unge år som model – eller måske netop på grund af disse år…
For man skal ikke have set mange minutter af ’Top Model’ for at få et ret godt indtryk af, hvor meget nedværdigelse modeller skal lægge ører, krop og psyke til. Og hvordan hver eneste del af dem bliver kritiseret og nedrakket som forkert. Og man skal heller ikke have set ret meget reality-tv, før man ved, at vi i dag har en kultur, hvor udseende betyder alt, og at hvis man ikke kan leve op til idealerne, så er man hurtigt dømt ude og et nemt offer for mobning.
I ’Silas’ opgør’ fortæller unge drenge og piger om, hvordan de er blevet kaldt både tykke, fede, grimme, bøsserøv og det, der er meget værre.
Jeg kender desværre historien – både fra min barndom og fra mine børn. Jeg havde selv en længere periode, hvor jeg blev drillet, fordi jeg gik i aflagt tøj, og en fra min skole blev mobbet så meget pga. sin vægt, at hun i flere år låste sig inde på toilettet i frikvartererne for at slippe væk.
Men i dag kan man ikke slippe væk. Det foregår på facebook og over sms, så det er der bare hele tiden, og sproget er hårdt. Mine to drenge på hhv. 8 og 10 år kender desværre udtryk som både jordbærhjelm, brilleabe og fede ko, og jeg må bare håbe, at jeg har opdraget dem så godt, at de ikke selv mobber andre hverken pga. deres udseende eller andet – selv om mobberen ofte er den mest populære.
Og jeg håber, at de vil forstå, at et såkaldt ’perfekt’ udseende ikke er vejen til lykken, og at jeg har givet nogle andre værdier videre til mine børn.
Mine børn som, jeg synes, er helt ufatteligt smukke, men som desværre ikke selv tror på det. Ikke fordi de ikke får det at vide konstant herhjemme, men når en af mine døtre overhører en samtale om sig selv mellem to kvinder, der lyder sådan her, er det sgu svært at tro på.
Kvinde 1: ’Hvor er hun bare smuk!’
Kvinde 2: ’Ja, men hun er tyk!’